18/7 2005Vi valgte landevej 52 over Rochester til Interstate 90 ud af Minneapolis. Det var en smuk vej, som førte os gennem lidt Minnesota vi ikke før havde set. Ved I 90 kørte vi på kendte veje igen.
Den første del af turen, forbi La Crosse og videre til I 94 er egentlig meget pæn, men det ørige stykke gennem Wisconsin er der bestemt ikke meget ved. Lidt før Madison løber vejen sammen med I 35 og hedder så 35/90/94, men i Madison forlader 94 de to andre. I Illinois følger vi I 35 til den møder I 80. Her ligger byen La Salle og vores campingplads.
Campingpladsen ligger helt ude på landet og her er meget stille. For en gang skyld langt fra motorvejene, hvor ellers alle de fleste KOA-pladser ligger. Her endda også langt væk fra jernbanen, som ofte ligger alt for tæt på campingpladserne.
Dette skilt stod på campingpladsen foran en ”rivende flod”. Uden tvivl meget farlig. Godt nok skulle vi over en lille bro til vores telt, men ”floden” var faktisk meget svær at få øje på. Men amerikanerne skal helst være 100% sikre på, ikke at blive sagsøgt for et uheld eller lignende.
Her ses ”floden”.Lige på den anden side af denne frygtindgydende vandstrøm, boede en stor familie. Det var garanteret første gang de var på camping. Alt var nyt. Stole, telt, borde, grill og grilludstyr. Og de rodede utroligt, selv efter at de var gået til ro, lå alle deres ting på hele pladsen, og de havde en stor plads. Men det værste var, at manden i familien var bestemt ikke grillmester, som ellers alle amerikanere er. Hver gang han syntes det gik for langsomt med grillkullene, fik de en gang benzin. Og hver gang stod flammerne flere meter op i luften. Hans far, der ellers sad pænt ved et bord og ikke rørte en finger, prøvede et par gange at berolige sønnen. Men det kunne han ikke.
Konen og børnene så lidt forskrækkede ud, ikke kun over grillbålene, men over hans opførsel. Nå, vi håber de får en god ferie alligevel, det kunne jo være, at manden i huset kunne lære lidt af alle de andre campister. For er der noget en normal amerikansk campist kan, så er det at få grill’en til at fungere. Det gælder både det obligatoriske bål og den almindelige grill.19/7 2005
Vi faldt hurtigt i søvn i går aftes. Men, pludselig væltede en skør kone ind i vores telt, hun faldt garanteret over en af vores barduner, hun var på vild jagt efter sine hunde, og det skulle selvfølgelig ske her langt fra caravanernes pladser. Teltpladserne på denne plads lå pænt langt væk fra de store vogne, endda på den anden side af ”floden”. Men alligevel skulle hundene luftes på de dejlige arealer til telte. Vi havde set hende om aftenen og også der på jagt efter hendes 2 hunde.
Nå men vi faldt da i søvn igen. Her til morgen da Mogens tog teltet ned, var pløkken til den ene bardun også revet op. Han fandt den, men hvor klodset kan man egentlig tillade sig at være?
Vi kom tidligt af sted og fandt meget let Interstate 80, som skulle føre os til næste plads. Turen til Chicagos sydlige del gik ganske smertefrit. Landskabet i Illinoi, er meget fladt og der er ikke meget at se, men vi skal nok love for, at det ændre sig jo nærmere Chicago vi kom. Trafikken blev tættere og tættere og også så tæt, som vi bestemt ikke bryder os om. Og samtidig var der store vejarbejder på I 80 og især da vi løb sammen med I 94 gik det helt galt.
Men vi kom da helskindet igennem og kom ud på landet igen, nu i Indiana og vejen hedder nu I 80/94 og er en toll-vej, det vil sige betalingsvej. Det er ikke så dyrt, som f.eks. i Frankrig.
Efter nogen tid kom vi så til delstaten Ohio, hvor vi valgte campingpladsen lidt syd for Toledo, ganske tæt på motorvejen.
KOA campingpladsen her i Toledo bar præg af at være en rigtig gennemkørsels-plads. Her mødes 2 store motorveje. Den nord-sydgående I 75 og så vores øst-vestgående I 80/94. Det kunne ses på de mange campingvogne, som kun lige skulle overnatte og så videre til næste mål.
Denne campingvogn har vi dog aldrig set magen til, men den
er nok god at køre med.Tiden på denne plads blev brugt til læsning og afslapning. Turen havde været lang og med lidt mere trafik, end vi har været vant til. Det er noget mere anstrengende.
Her er et billede af vores bils informationscenter, som vi hen ad vejen fik flere og flere oplysninger fra.
20/7 2005
Denne dag skulle vi virkelig køre langt, ca. 800 km! Og selv om de første 750 km er på motorvej, er det langt. Men vi havde besluttet os for en plads beliggende i en skov lang ude på landet i delstaten New York i byen Oneonta. Men først skulle vi ud af Ohio og så ind i Pennsylvania og først der efter til New York.
Turen gik fint og især turen i New York var meget smuk. Det var dejligt at køre i et så smukt landskab. Det hjælper lidt på trætheden. Pludselig er der noget at se på.
Det var som vi havde regnet med. En usædvanlig smuk campingplads, placeret ved en skov meget langt fra alting. Vi ligger faktisk mellem skoven og en lille rivende flod. Det kan næsten ikke blive bedre. Trætheden efter den lange køretur var meget hurtig.
Vi fik en lang snak med ejeren af pladsen. Det var et ungt par med 4 børn. De havde meget store planer, og vi er sikre på, at de nok skal få dem opfyldt. Vi fik endda lov til at låne deres private internet, så vi kunne se hvad der var sket i Danmark og specielt med Brøndby-IF.
Jeg fandt lidt brænde og måtte bevise at jeg også kunne tænde bål.21/7 2005
En dejlig fredfyldt nat, man kunne mærke vi var kommet til at sted, hvor folk rigtigt nød at være. En aften foran bålet, og vi gik endda i seng senere end vi plejer. Det nåede at blive mørkt. En lille fødselsdagsfest nogle pladser fra os kunne ikke engang genere os. Men vi vågnede som sædvanligt meget tidligt og fik, efter en dejlig morgenmad, pakket vores kluns sammen og satte kurs mod den sidste campingplads i denne omgang.
Det blev en lidt kortere tur i dag end i går, ”kun” 450 km. Fra vores Interstate 88 kom vi til hovedstaden i New York, Albany, og efter en meget voldsom trafik i Albany nåede vi til betalingsvejen I 90, som vi skulle køre ad ind i Massachusetts til interstate 495, som ville føre os til den eneste KOA plads i Massachusetts.
Vi havde været på denne plads i 1995 sammen med Morten, den gang var det også sidste plads før hjemrejsen fra Boston. Boston ligger kun 70 km herfra. Motorvej de 60 km. Men vi har svært ved at genkende den, den er blevet større. Meget større.
Byen hedder Middelboro, og det er vel typisk for det amerikanske folk, de kan, eller måske så vil de ikke, stave rigtigt. Et utal af ord staves, som man nu synes bedst om. I tilfældet med Middelboro, staves det oprindeligt Middelborough, hvad man kan se på nedenstående foto. Billedet er af en gammel high school, som ligger nok så smukt midt i byen. Byen er lidt mærkelig, vi kørte en del rundt i den, købte ind flere steder, men hvordan den egentlig hænger sammen, fandt vi aldrig ud . Den var både gammel og smuk og grim og ny. I en pærevælling. Normalt i andre amerikanske byer, er det nye altid adskilt fra den gamle del, som så langsomt henfalder til det rene spøgelsesagtige slum. Det var der i hvert fald ikke tale om her.
2/7 2005
Vi hygger os rigtigt på denne plads. Vi har lige talt med vores nabo, som troede vi kom fra hans hjemstat Missouri, som der står på vores nummerplade..
Vi har besluttet, at vi vil give Cape Cod en chance, der er godt nok lidt langt derud, men nu har vi læst og hørt så meget om denne ø. Den er nu blevet landfast med resten af Massacusetts ved to store broer.
Som sagt så gjort. Ved 10-tiden drog vi af sted. Ned ad hovedvej 3 til broen over til Cape Cod. Straks gik det galt. En kæmpe kø før broen gav os lidt forsinkelse, men forsinkelsen skyldtes en rundkørsel. En ”rotary”, som de hedder her. (Andre steder har vi set navnet ”Round About”), efterfulgt af vejarbejde. Amerikanerne har ikke endnu vænnet sig til disse rundkørsler, så man skal passe godt på. Egentlig har vi faktisk i USA kun set rundkørsler her i denne stat.
Men videre kom vi. Ak og ve. En lang bilkortege på en to-sporet vej. Det gik bestemt ikke særlig hurtigt, og mismodet begyndte at brede sig. Men vi er stædige, så vi holdt fast på vores beslutning, vi ville se Provincetown, helt oppe på spidsen af Cape Cod.
Turen til Provincetown gik så langsomt så langsomt, at vi syntes det meste af dagen var gået, da vi endelig nåede derop. Og hvad mødte os så? Ja det var vel det, vi havde frygtet. En havneby, ikke så stor, men propfuld af turister. Vi så da nogle meget hyggelige bygninger rundt omkring, men alt var faktisk gjort for at ødelægge denne by. Turistting alle vegne, p-pladser og mennesker og mennesker. Klokken var efterhånden blevet 13 og sulten drev os ned i havnen til en restaurant med udendørsservering og havneudsigt. Vi spiste begge 2 fish and chips, gode fisk og gode chips. Vi syntes, det hørte til stedet.
Efter den gode mad og dertil den gode Boston øl, Adams, alt til en rimelig pris, gik vi ned til havnen, så på skibe, markeder og folk i al almindelighed. Det var meget varmt, og lysten til at gå alt for meget var bestemt ikke til stede.
Vi fandt i stedet vores bil og begyndte den lange tur hjem til campingpladsen. Der var dog knap så meget trafik den vej, men til gengæld skal jeg lige love for, at den anden vejbane var fuld. Én lang række fra kort efter Provincetown og til vi kørte af motorvejen ved Plymouth. De sidste 30 km fra broen til Plymouth var en kø. Det var fredag, og alle fra Boston skulle åbenbart til Cape Cod.
Da vi var tilbage på pladsen begyndte det helt uundgåelige. Vi skulle pakke alt ned. Vi viste godt, at der ikke var plads til alt, så vi havde besluttet at noget af vores udstyr skulle afleveres på pladsen, så nogle andre campister kunne få glæde af det.
Vores gode køler, vi havde købt den første dag på ferien, havde vi ladet blive hos Henriette og så fået en ældre model af hende, som var knap så stor, men bestemt god nok til at benytte i de fem dage til Boston, så den gamle køler blev så beholder for de ting, vi ikke ville have med. En gasbeholder til vores gaskomfur, må ikke medtages i fly, en stor hovedpude, en dug, en halv dåse kaffe, opvaskemiddel og andre fornødenheder.23/7 2005
Næste morgen pakkede vi så det sidste sammen og fik faktisk en meget god oppakning, og alt hvad vi ville have med hjem. Så gik turen mod nord til Boston ad motorvej nr. 3. Mogens havde øvet sig lidt på turen derind - og især på turen helt ud til lufthavnen fra bymidten. Det gik faktisk fint, ingen fejl og i princippet alt for hurtigt, vi var i lufthavnen ved afleveringen af bilen klokken 11 og vi skulle først checke ind klokken 13.30. Men på den anden side, Mogens har fået sin vilje. Han vil altid af sted i god tid. Og det var vi.
Bilen blev afleveret uden problemer, og vi blev kørt i shuttlebus til vores terminal. Resten var så bare ventetid, lidt spisning og lidt gåen lidt frem og tilbage samt en tur på internettet.
Turen hjem var, som den altid er. Lang. Stadig store problemer med at ramme den rigtige gate i Frankfurt. Der står en ting på billetten og ingen ting i lufthavnen, så man skal altid fare frem og tilbage i den kæmpe lufthavn. Men også det lykkedes. Men hjemme på sikker jord i Kastrup skulle vi checkes, da vi forlod flyet! Endnu en forsinkelse på ½ time, og det er ikke det rette tidspunkt for den slags, man er jo ikke ligefrem i storform. Bilen stod og ventede på os, ungerne havde stillet den der - så det var bare hjem efter en af de bedste ferier, vi nogensinde har haft.Hvorfor?
Vi tror måske nok at denne gang, hvor vi havde lagt en tur uden de store overraskelser, men næsten kun kendte steder, betød det gode vejr utroligt meget. Vi har virkeligt nydt de mange dage, som sagtens kunne have været forøget med en uges tid eller mere. Og hvad var så det bedste? Vi ved det ikke. Næsten alle de besøgte steder har, med deres forskellige indhold, været lige det rette på det rette tidspunkt. Selv de gange vi oplevede vejrgudernes rasen var det godt nok. Om natten og lignende tidspunkter, hvor det ikke betyder noget. Uheld var der heller ikke nogen af.
Selvfølgelig var der en eller måske to campingpladser der ikke helt levede op til vores krav, men hvad betyder det, når alt andet var perfekt?
